
Hvem?
Mit navn er Thea Klint Bak og det er mig der står bag det tidligere mikrobageri Bageriet Baghaven og nu også Bageskolen Baghaven.
Jeg er 29 år og bor med min familie i det historiske kvarter Grøndalsvænge i København Nordvest
Oprindeligt er jeg uddannet pædagog, men kalder mig idag autodidakt bager.
HISTORIEN BAG
Et mikrobageri - Hvordan det startede
Bageriet Baghaven startede i september 2021, som et mikrobageri i min families hus i Københavns Nordvestkvarter. Mikrobageriet begyndte med et ønske om at give lokalmiljøet mulighed for at købe brød og bagværk af en ordentlig kvalitet. Hver lørdag var køen i min have lang og jeg oplevede, hvordan folk begyndte at snakke med hinanden. Stemningen var altid skøn og intim. Med tiden blev interessen større og jeg udvidede min kapacitet og fik etableret et professionelt køkken i min kælder.
Da livet tog en drejning
I slutningen af august 2022 blev jeg dog nødt til at lukke ned for brødsalget her i vores hus. Jeg bagte på en lille baby i min mave. Hvilket resulterede i, at jeg fik slem bækkenløsning og lægerne frygtede desuden en for tidlig fødsel. Så jeg blev tvunget til at lukke ned for mit brødsalg og for de erhvervskunder jeg fast leverede brød og kager til.
Bageskolen Baghaven tager form
Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Ud af nedlukningen af mikrobageriet opstod et ønske om at formidle til DIG! Formidle letforståelige opskrifter og guides, så du kan blive en bagehelt i dit eget køkken, ja måske endda dit lokalmiljø, hvis du bliver ligeså bidt af bagning som mig.
Drømmen er at åbne op for bagekurser her i huset, når baby er blevet lidt større.
For noget af det bedste jeg ved er at dele bageglæden med jer!